Stjernefoldeguide & FAQ

Her finder du en online guide til at folde din stjerne. Det er de samme trin, som er angivet i emballagen. Hér er teksten dog uddybet en smule, billederne er større, og der er desuden inkluderet et par tips og tricks.

Nederst på siden finder du vores stjerne-FAQ.

Tip: Før du starter, så fjern alle de små trapezformede papirstykker, hvis ikke de allerede er faldet ud af papiret. Det gøres nemmest med eksempelvis en strikkepind – som du også kan få brug for senere. 

1. Placér en papirdel foran dig som vist – bemærk placeringen af flappen med et hul og slidsen med en udskåret halvcirkel. Papiret vender rigtigt, hvis bukkelinjerne er nedadgående (som en grøft). 


Tip: De følgende trin 2. og 3. er for at gøre papirdelene klar til at blive samlet. Tænk derfor bukkene som "forbuk", der gør papiret mere fleksibelt. 

2. Buk papirdelen let op mod dig selv langs alle røde linjer. Der er i alt tre røde bukkelinjer som findes midten af papiret i forlængelse af hinanden. 


3. 
Buk papirdelen let den modsatte vej langs alle blå linjer. Der er i alt 23 blå linjer.


4.
Buk “ørerne” vinkelret langs alle orange linjer.


Tip: Når en flap skal ind i en slids, kan det være en fordel, hvis slidsen får et blidt tryk indad, så slidsen ikke står helt i spænd, der hvor papiret skal føres igennem.   

5. Før de fire store flapper igennem slidserne, så stjernetakkerne samles. Fold ørerne ud på indersiden, derved låses formen.



Tip: 
Til de følgende trin 6., 7. og 8. kan det være en fordel at gøre brug af f.eks. en strikkepind (spisepind, skrutrækker e.lign.) til at få "ørene" på plads, når flapperne skydes ind i slidserne.

6.
Saml papirdelen vha. de to flapper og slidser. Du har nu en papirdel med fire stjernetakker.

 

Tip: Kig på papirdelen og justér den, så alle stjernetakker fremstår symetriske. 

Gentag pkt. 1-6 for de to resterende papirdele. Alle tre papirdele skal foldes på præcis samme måde. Hvis de ikke foldes ens, så kan stjernen ikke samles. 

7. Tag to papirdele, og tjek, at alle ører stadig står vinkelret på de små flapper langs de orange linjer. Sæt nu de to papirdele sammen ved at føre en flap med et hul ind i en slids med en halvcirkel. Forbind de øvrige flapper og slidser, som det falder naturligt. Fold ørerne ud på indersiden.



8. Tag den sidste papirdel, og før flappen med et hul ind i slidsen med en halvcirkel. Brug evt. strikkepinden til at folde så mange ører ud som muligt.

Forbind de øvrige flapper og slidser, som det falder naturligt. Gå roligt og tålmodigt til værks. Hvis en flap og en slids ikke forbindes nemt, så gå videre til det næste par.

Tip: Hvis stjernen gaber i enkelte samlinger, så kan du forsigtigt sætte en blød elastik over tre af stjernetakkerne, så de holdes sammen og forhåbentlig lukker de gabende huller. Lad stjernen stå natten over, så papiret sætter sig. Ofte vil ørene folde sig ud på indersiden. 

Voilà! Din stjerne er samlet og bør vises frem.

Ophængning
Stjernen kan hænge på flere måder. Før “øjet" med tråden ind i stjernen, derfra hvor den skal hænge. Hvis du ikke lige har vores vindselophæng og øje, som kan stanses ud af emballagen, bruger du blot en papirklips, knap eller perle (gerne flad) som øje/anker til en tynd sytråd.

Stjernen på juletræet
Stjernen pryder juletræet og kommer særligt til sin ret, når du bevæger dig rundt om træet og ser farverne skifte i lys og skygge. Derfor har vi bukket en stjerneholder til formålet. Men du kan også sagtens lave din egen stjerneholder. Tag en tynd (ca. 2 mm), lang (min. 22 cm) pind eller stang, som fæstnes på toppen af træet (f.eks. en strømpepind). Et stærkt stykke ståltråd kan også bruges. Vi foretrækker at klippe et meget lille hul i én af stjernens takker, hvor stjerneholderens længdestykke indføres i stjernen, men hvis du synes det er for brutalt, så kan du også få det til at fungere uden. 

Skriv til os
Er der mangler i ovenstående eller noget du bare ikke forstår, så tøv ikke med at skrive til os. Send gerne billeder med. Du må selvfølgelig også gerne skrive, hvis det gik godt og du bare er glad for din stjerne...


God fornøjelse med stjernemageriet
Papirfamilien, Asger Degett Holmsted

Stjerne FAQ

Indhold, der kan skjules

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan samle de tre papirdele?

Det kan være udfordrende og ikke alle finder det lige let. Fat mod. Ofte går det meget nemmere, hvis du gør brug af et hjælpemiddel. 

Til step 7. og 8. kan det for nogle være en fordel at gøre brug af et hjælpemiddel. Det kan være en strikke- eller spisepind, eller sågar en skruetrækker med lige kærv afhængig af temperament. Hjælpemidlet bruges til at holde "ørene" på plads, når flapperne skydes ind i slidserne.

Derudover skal du sørge for, at alle øre står vinkelrette på flapperne og evt. sikre dig, at slidser ikke står helt i spænd. 

Hvad gør jeg, hvis papiret er gået i stykker?

Papir er et delikat materiale, som ikke tåler alverden. Man skal derfor gå roligt tilværks og evt. løbende lade frustrationen gå ud over nærmeste sofapude.

Hvis papiret var i stykker, da du åbnede pakken og det således ikke er din skyld, så skal du kontakte os og oprette en reklamation. Skriv til os på info@papirfamilien.dk.

Uanset, så kan prøve at reparerer papiret, ved at sætte klisterbånd på den side af papiret, som kommer til at udgøre indersiden af stjernen. Det er den side, hvor foldelinjerne buler op (er grimme). Hvis du placerer papirdelen som vist i vejledningens step 1, så ser du på ydersiden. 

Hvordan lukker jeg gabende huller i samlingerne?

Du kan forsigtigt sætte en ikke alt for stram elastik over tre af stjernetakkerne, så de holdes sammen og forhåbentlig lukker de gabende huler. Lad så stjerne stå en dags tid. Det vil gøre, at papiret sætter sig og ofte vil ørene folde sig ud på inderside. 

Hvordan får jeg stjernen på juletræet?

Hvor mange stjerner kan man lave?

Hvordan laver jeg en flerfarvet stjerne?